Bookmark and Share

Natur & Friluft - Linjefag




Faget Natur & Friluftliv foregår under åben himmel. Det er vigtigt, at du har lyst til at være aktiv i det fri, og at du ikke er bange for at blive beskidt og komme til at lugte af røg. Du vil i Natur & Friluft lære at klare dig selv i mange situationer, nogle gange ved at stole på dig selv, andre gange i samarbejde med dine kammerater. Faget giver dig mulighed for at opleve et andet fællesskab med andre og med naturen, og for at komme til at udfordre dine egne grænser.

Friluftliv på Rønde Efterskole bygger på:

  • Naturdelen
    – at fordybe sig og lære at leve med, i og af naturen
  • Spejderdelen
    – at konstruere forskellige ting og bruge naturen i aktiviteter
  • Actiondelen
    – at føle suget i maven, og deltage i aktiviteter der giver spænding
  • Idrætsdelen
    – at røre sig og lege i naturen

Du prøver følgende aktiviteter:

  • Overnatningsture året rundt
  • Lejrliv
  • Klatring og rappelling - vi har adgang til et klatretårn
  • Kano-, kajak- og tømmerflådesejlads; vi har masser af muligheder ved Kalø Vig
  • Orientering
    - efter forskellige korttyper og i forskellige terræner
  • Orientering og geocatching (GPS)
  • Sne- og isaktiviteter - hvis det bliver vinter!
  • Udendørshygge & -lege
  • Biologi i vores nærmiljø

Ture

At tage på tur er en vigtig del af faget Natur & Friluft, man lærer af egne erfaringer og ikke af andres foredrag. Ca. en gang hver måned vil vi drage af sted på en overnatningstur. Vi vil benytte forskellige transport- og lejrlivsformer. Vi tager på en 3 - 5 dages tur i efteråret og tilsvarende i foråret, enten i Danmark, Norge eller Sverige. Indholdet er typisk kanosejlads, fjeldvandring, klippeklatring og lignende. Disse ture er obligatoriske, hvis du har faget, og der vil være en egenbetaling på max 1000 kr. Du vælger faget i enten ½ eller 2 x ½ år.


Bestil Brochuren om
Rønde Efterskole

Rønde Efterskole ● Skolevej 2 ● 8410 Rønde ● tlf. 86371955 ● post@rhe.dk