Døgnet rundt sker der forskelligt
Vi oplever, vi griner, og vi græder sammen; vi går i skole, vi synger og måske spiller vi, fotograferer, væver, maler, klatrer, spiller teater, leger og snakker med hinanden. Indimellem laver vi mad og gør rent. For at alt dette kan lade sig gøre, er det nødvendigt med nogle rammer og regler.
Kontaktgruppen
Det er vigtigt at være tryg, hvor man er!
Når du kommer til skolen, bliver du derfor tilknyttet en kontaktgruppe og en kontaktlærer. På denne måde kommer du hurtigt til at kende en mindre gruppe elever og en bestemt lærer. - Og herefter kan du så gradvist lære de andre på skolen at kende!
En kontaktgruppe er en lille gruppe elever, der sammen med en lærer har blandt andet et ugentligt møde, hvor man drøfter livet på skolen og i øvrigt løser nogle praktiske opgaver sammen.
Eleverne deltager i køkken- og rengøringsarbejdet
En dag i løbet af året har eleverne en maddag sammen med kontaktgruppen i køkkenet. Her planlægges kostens sammensætning, opgaver fordeles og arbejdet udføres i samarbejde med køkkenets faste personale.
De øvrige dage deltager kontaktgrupperne på skift med opgaver som anretning og opvask mm.
Rønde Efterskoles køkken har fået en såkaldt Elite-Smiley af Fødevarekontrollen.
Eleverne er med til at gøre rent på skolen.

